Rekonstruktion af et vikingeskib (Lofotr Vikingemuseet i Borg på Lofoten, Norge). Vikingeskibet blev i 1500-tallet videreudviklet til Nordlandsbåden, som frem til 1900-tallet blev brugt til fiskeri i Nord Norge. Forskerne er nu begyndt at revidere deres syn på samernes bidrag til Nordlandsbådens kendte form og dermed også til Norges udvikling som søfartsnation. Foto: Paul Berzinn (Beskåret udgave)

Samisk kystkultur

Samisk kystkultur bør være del af den norske fortælling om søfartsmagt. Det samiske folk associeres typisk med farverige nationaldragter og rensdyrflokke. Mindre udbredt er viden om samisk kystkultur.

Først i de sidste årtier er forskerne begyndt at revidere historiske fortolkninger og at sætte kystkulturens betydning i et nyt lys.

I Norge rører dette ved et centralt spørgsmål for den norske selvopfattelse, nemlig, i hvor vidt samerne har bidraget til Norges udvikling som søfartsnation. I lang tid har forskningen marginaliseret den udveksling, der har fundet sted mellem samer og den norrøne befolkning langs kysten. Mens norrøn kultur blev fremhævet som den førende, blev samisk kultur omtalt som primitiv.

Med udgangspunkt i forskning af bådebyggeri i Nordnorge, som blev samlet i en seminarrapport fra Varanger Samiske Museum, skal der i det følgende fremlægges, hvordan synet på samisk og norrøn kystkultur som del af Norges søfartshistorie har ændret sig i den seneste tid.

Samisk kystkultur

Samerne udgør urbefolkningen på og omkring Nordkalotten. De udviklede sig som en egen etnisk gruppe for omkring 2000 år siden. I mange århundrede har samerne været undertrykt, men i dag står denne urbefolkning stærkere end mange andre i verden. Det skønnes, at der findes mellem 70.000 og 100.000 samer, hvoraf ca. halvdelen bor i Norge.

Billedet af samer som nomader, der følger vilde rensdyrflokke, er kun et lille udsnit af den samiske kultur. Allerede i slutningen af middelalderen dyrkede nogle samer deres egne, store rensdyrhold. Andre havde bosat sig og levede af husdyrhold og fiskeri ved yderkysten, langs fjordene, flodløb eller ved indlandssøerne. Der skete en livlig udveksling – på godt og ondt – med den norrøne befolkning, som havde etableret sig langs den nordnorske yderkyst. Hav- og kystsamerne udviklede en tradition i fiskehandel og bådebyggeri og blev senere del af det store, hanseatiske handelsnetværk.

Norsk kystkultur og bådebyggeri

Jernalderforskningen i Nordnorge har længe haft fokus på landressourcer, og den norske indlandsbonde og landbruget blev fremhævet som traditionel norsk kultur. Først senere er videnskabens og befolkningens interesse i ”norsk kystkultur” og marine ressourcer steget, hvilket har skabt mytologien om den maritime magt af (norrøne) nordmænd.

I denne sammenhæng bliver samernes kystkultur ofte overset. Bådebyggeri og marine ressourcer har dog været en fast bestanddel af både den norrøne og den samiske kultur. Det vidner allerede de kendte helleristninger i Alta om. Fra de første både, som lignede en kano eller kajak betrukket med dyrehuder, udviklede menneskene med tiden nye byggeteknikker. En udbredt bådtype var plankebåden. Den ældste syede plankebåd, der er kendt i Nordeuropa, er Hjortspringbåden fra Als i Danmark (c. 350 f. Kr.). Bådens planker var syet sammen med bastsnore. Fra en yngre tid stammer klinkbygning, hvor bordplankerne lægges med siderne over hinanden. Den ældste kendte klinkbyggede båd er Nydambåden fra Danmark fra 300 tallet (i dag udstillet på Gottorp Slot). Klinkbygning førte videre til udviklingen af vikingeskibene.

Symbolet for den norrøne søfartsmagt blev dog Nordlandsbåden, som forblev den centrale båd til fiskeri i Nordnorge frem til omkring 1900-tallet. Det er dog stadigvæk uafklaret, om byggeteknikken skal tilskrives samisk eller norrøn bådebyggekultur.

Norrøn eller samisk byggeteknik?

Historikernes holdning er, at der i løbet af de sidste 2000 år udviklede sig en henholdsvis norrøn og samisk bådebyggekultur. Antageligt har samerne fortsat brugt dyresener til at sy bådene sammen med, længe efter at norrøne bådebyggere var begyndt at anvende jernsøm. Til at støtte denne antagelse, henvises gerne til en fortælling i Snorres Sturlasons Heimskringla (Inges Saga) som en af de ældste skriftlige kilder af samisk bådebyggeri (overs. Jesper Lauridsen, 2014):

Det siges, at Sigurd den vinter lod finnerne bygge to skuder til ham inde i fjorden, og de var bundne med sener og havde ikke et søm i sig, men vidjer som knæ, og 12 mand roede dem på hver side. (…)
Disse skuder var så hurtige, at intet skib kunne følge dem på vandet, således som det kvædes:

Få kan følge
finneskuden,
der snøret af sener
suser for vinden.

Beskrivelsen giver læseren interessante informationer: Skibene var store, om end mindre end andre skibe, som blev roet af op til 32 mænd. Og de var hurtige. Byggemestrene må derfor have haft erfaring med byggeteknikken. Og ikke mindst: skibene havde været bundet med sener - i modsætning til den yngre byggeteknik med jernsøm, som gerne blev tilskrevet den norrøne befolkning.

Denne måde at definere den etniske tilhørighed af bådefund på er dog ikke uden problemer. For det første er den enkelte fortolkning (plankesyet = samisk og jernsøm = norrøn) præget af et stærkt nedladende syn på den samiske kultur, som fremherskede især fra midten af 1800-tallet og indtil 1950’erne.

For det andet er de fleste studier af samiske både blevet gennemført på både fra indlandsområder eller på både, som ikke er specielt gamle. Der må dog forventes forskelle mellem den samiske byggeteknik ved kysten for 1000 år siden og i indlandsområder i nyere tid.

Og for det tredje er der flere bådefund, der dels er klinket med jernsøm og dels syet. For eksempel Bårsetbåden fra 800-tallet, som blev fundet på Nord-Kvaløya i Troms i 1931.

Selvom Sigurd i kvadet altså siger, at skibene var syet, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at samerne altid har syet deres både i perioden op til 1100-tallet. Det er også muligt, at samerne havde valgt byggeteknikken med henblik på den ønskede bådtype. En syet båd er mere elastisk på havet, hvorimod en klinkbygget er mere stiv. Det kan også være, at der ikke har været tid til at skaffe de nødvendige jernsøm til en klinkbygget båd. Faktisk omtales samisk bådebyggeteknik i Nordland nogle hundrede år efter Sigurds fortælling i mange kilder, uden at der nævnes syning. Desuden har mange fund vist, at smederedskaber var udbredt hos samerne. Mange af de bådefund, som blev gjort i grave og myrer, kan derfor godt kunne være bygget af samer – uafhængigt af, om de var syet eller klinket.

En interessant detalje gik også tabt i den citerede, danske oversættelse af kvadet: at skibene var bygget af fyrretræ. På norrønt hedder det (Linder og Haggson, 1869-1872):

Fátt eitt fylgir
furu háleyskri,
svipar und segli
sinbundit skip.

Ligesom det i en ældre, dansk oversættelse af C.C. Rafn (København, 1829) hedder: Helgelandsk Fyrre / Følger ej meget; / Senebundet Skib / Af Sejlet fremvistes. Teksten siger altså noget om byggematerialets art, nemlig fyrretræ, og dermed også dets oprindelse.

Det norrøne kerneområde lå ude ved yderkysten. Her var der kun lidt trævækst, som var egnet til byggeri af større både. Materialet til Sigurds skibe kom derfor formodentlig fra samisk territorium længere inde i fjordene. Historikerne antager, at meget tømmer blev handlet hos samerne, eller at bådene blev bygget af samerne på bestilling eller som regulær salgsvare.

En fælles forhistorie

Når Nordlandsbåden bliver fremhævet som et symbol på norsk kystkultur, er det derfor vigtigt at huske, at den ligeså godt kan være bygget af samer. Eller rettere sagt, at både samiske og norske bådebyggere sandsynligvis har bidraget til Nordlandsbådens form. I grunden er problemet, at man prøver at adskille to kulturer, som i virkeligheden altid har lånt viden, teknologi og kundskab fra hinanden.

Samisk og norrøn kultur har et fælles udspring fra stenaldersamfundet på Nordkalotten. De skulle derfor formidles som en fælles forhistorie af nutidens befolkning. Det samiske perspektiv bør ikke være en sidehistorie til den store, norske fortælling. Heldigvis er der sket en ændring i holdningerne, og historikerne er blevet opmærksomme på, at samisk og norrøn bådebyggehistorie ikke bør behandles hver for sig. I sidste ende kan dette måske også være med til at styrke og støtte anerkendelsen af mindretallets kultur i en moderne sammenhæng.

Mariann Mathisen, Mia Krog og Kjersti Schanche: Samiske Båter og Båtbyggning,
Varanger Samiske Museums Skrifter nr. 6, 2010

Skrevet af Eva Ritter, 14.10.2015 - 11:31

Flere nyheder

Fra april til juni var lederen af Nordisk Info gæst på Linnéuniversitetet i Sverige. Formålet med opholdet var at styrke kontorets nordiske netværk og faglige kompetencer. Resultatet blev en samarbejdsaftale om fælles projekter, seminarer og workshops.

Læs mere

I uge 24 har projektet NORDSPOR gennemført en workshop i Alta, hvor 120 elever fra Alta Videregående Skole deltog. De har arbejdet med fotografier og tekster. Resultaterne vises på Alta Museum i november 2018.

Læs mere

Nordisk Info starter et nyt skoleprojekt med elever fra det danske og det tyske mindretal. Projektet går ud på at skabe en større bevidsthed hos unge om FNs børnekonvention.

Læs mere

Elever fra produktionshøjskolen Meritten var med til at åbne deres udstilling ”Nordspor – på sporet af Nordens ungdom”.

Læs mere