Den geotermiske energi fra vulkanfeltet Krafla i den nordlige del af Island udnyttes til elproduktion. Foto: Bernd Möller

Myten om Islands natur

Islands natur er enestående, storslående og fantastisk. Men uberørt, det har Islands natur ikke været i mere end 1000 år. Trykket på naturen stiger - både i forhold til dens økologiske tilstand og oplevelsesværdien.

Islands vulkanlandskab er basis for turismen på den nordlige ø, som nyder godt af Golfstrømmens varme. Urkræfter, vildnis og ensomhed sælges på mangfoldig vis. Ikke kun turistindustrien, også private overnatningsmuligheder, rejseorganisationer, ja, selv hesteavlere bruger reklamesloganet unspoiled nature – dvs. den uberørte, oprindelige natur. Plakater med en lignende ordlyd hilste i en periode i lufthavnen gæster fra hele verden velkommen. De lovede, hvad de fleste turister forventede af deres besøg: barsk natur langt væk fra menneskernes spor.

Kan så mange tage fejl?

Oplevelsen af Islands natur er i mellemtiden blevet til en trend. Antallet af rejsende, som hvert år ankommer i lufthavnen Keflavik, er inden for de sidste 10 år steget med 60 procent. Siden 2008 har turismen derfor sammen med fiskeindustrien bidraget væsentligt til landes finansielle optur.

Man skulle tro, at så mange mennesker ikke kan tage fejl. Det er også rigtigt, at der kan være langt mellem gårdene, at vulkaner og vandfald afspejler naturens kræfter, og at mange områder slet ikke er tilgængelige. Men er Islands natur derfor oprindelig og ikke påvirket af mennesker?

For omtrent halvdelen af landet passer det godt. Nærmere sagt for det centrale højland. Her findes vildnis, faktisk en ørken. Klimaet i denne højde (over 400 m) og på disse breddegrader (lige under polarcirklen) tillader ikke plantevækst, som kan dække jordbunden. Her er så barskt og goldt, at landskabet omkring krateret Askja blev brugt som træningsområde til den første landing på månen. For turister er det centrale højland kun tilgængeligt under den korte islandske sommer, som varer fra omtrent juni til august. Selv i den periode skal man have terrængående køretøjer og en god portion eventyrlyst.

Så er der gletsjerne. Til de mest populære i den sydlige del af landet kan man forholdsvis nemt komme til. Islands gletsjere dækker ca. 11 procent af landet, men deres areal skrumper. De smelter bogstaveligt foran øjnene på os. Konsekvenserne af de menneskeskabte klimaændringer er ikke længere til at overse. Hvis man vil opleve denne del af Islands natur i en nogenlunde oprindelig tilstand, skulle man ikke tøve alt for længe.

Udover højlandet og gletsjere og de for nylig igen aktive vulkaner er der selvfølgelig også det såkaldte lavland. Her findes det åbne landskab, som Island er kendt og elsket for, som vi møder på postkort og i rejsebøger, som er mosdækkede lavafelter, farverige kratere og hestenes grønne græsgange.

Og alligevel. Kigger man nærmere på disse græsgange, ser man ofte åben jordbund og usammenhængende rester af græstotter. På askefelter tårner sig jordsøjler op, der kan være højere end et menneske. Rofabarð kalder islændingene disse levn af jord med græs på toppen. Resten er transporteret bort for længe siden, og landskabets overflade er blevet mange meter lavere. I dag er kun 23 procent af Island dækket med vegetation, og næsten halvdelen af landet er udsat for alvorlig tab af jord. Sammen med jordmaterialet fjernes hvert år op til 100.000 tons kulstof.

Vidtstrakte skove

Sådan har det ikke altid været. I Egils Saga skrives der for eksempel, at Skallagrim ved sin ankomst fandt »meget mosejord, vidtstrakte skove og vid afstand mellem fjæld og strand« (oversættelse: N.M. Petersen). Også andre steder i Sagaerne er der henvisninger til skove, som spærrer udsigten eller fodrer kvæget igennem vinteren. Helt forkert er disse beretninger vist ikke. Forskningen har vist, at 15-30 procent af landet havde været dække med birkeskov før bosættelsen i år 874.

Det varede dog ikke til længe, og Islands landskab havde ændret sig grundigt. Dette skyldtes den levevis, som nordboerne havde taget med sig fra det skovrige Norge. Træerne blev brugt som brænde eller til produktion af trækul. Værktøjet, fremstillet af det bløde myremalm, skulle hyppigt skærpes. Også dertil skulle man have ild, dvs. brænde. Resterne af de udpinte skove blev brugt til at fodre kreaturerne. I begyndelsen kunne de islandske birkeskove måske dække det daglige behov for træ, men det var ikke en bæredygtig udnyttelse. Skovene blev svækket, kunne ikke forny sig og forsvandt mange steder. Som konsekvens var skovene på mindre end 200 år skrumpet til under en procent af landes areal. I de følgende århundreder vænnede islændingene sig til det åbne landskab, der i dag sælges som sindbillede på uberørt natur til turisterne.

Menneskernes spor på naturen kan dog ikke alene tilskrives historiske handlinger. Der sker fortsat forandringer i vores tid. Tre vigtige årsager er bekæmpelsen af jorderosion, tekniske anlæg og – turisterne selv.

I starten af det 20. århundrede begyndte den islandske stat at iværksætte programmer mod jorderosion, dvs. tab af jord på grund af vind eller vand. Siden 1980erne bliver der f. eks. sået lupiner fra Alaska på degraderede arealer. Dels for at binde kvælstof fra luften og dermed gødske den fattige jord, dels for at holde den løse jord på plads ved hjælp af et hurtigt voksende plantedække. Etableringen af lupiner har været så succesfuld, at der nu i juni måned er hele bjergsider og lavafelter dækket med et lilla tæppe af blomsterstande. En farve, som ellers er sjælden i Islands natur.

Også træer, en stor hjælp mod jorderosion, har ændret den oprindelige natur; især de ikke-hjemmehørende, stedsegrønne arter, som blev introduceret fra Nordamerika, Europa eller Sibirien. Med træerne fulgte nye dyrearter og parasitter. Skovrejsning med birketræer kunne genskabe det oprindelige landskabsbillede, men er kun brugt i mindre omfang. De nye skove deler derfor befolkningen på trods af mange positive kampagner. Typiske argumenter mod skovrejsningen er, at de nye træarter ikke passer ind i landskabet, og at skovene tager udsigten.

En anden påvirkning er forskellige tekniske projekter. Desværre også dem, hvis formål er produktion af fornybar energi. Om det er geotermiske boringer eller vandkraftværker: For at kunne udnytte naturens kræfter skal naturen tæmmes. Det sidste store projekt, dæmningen for Kárahnjúkar-kraftværket i Østisland, har resulteret i en sø på 57 km2. Søen ligger midt i et 1000 km2 naturområde i højlandet. Ved idriftsættelse af vandkraftværket i juni 2007 blev vigtige græsningsarealer for rensdyr, ynglesteder for trækfugle og vækststeder for planter sat under vand.

Turismens indflydelse

Og så er der turisterne selv. Den stigende interesse i rejser til Island har ført til en forbedring af infrastrukturen og servicetilbuddet. Det er blevet nemmere at komme til tidligere afsides liggende steder. Steder, som havde været et synonym for vildnis, såsom Landmannalauga i Sydisland. I dag er Landmannalauga med kun tre timers buskørsel fra Reykjavik blevet til et standardmål for turister. Hvad tidligere havde været ekstremt og ensomt må i dag deles med mange. Endnu har kun otte procent af gæsterne i en undersøgelse ytret, at fornemmelsen af vildnis går tabt på grund af andre turister. Men dette problem vil blive større med tiden. Trykket på naturen stiger - både i forhold til dens økologiske tilstand og oplevelsesværdien.

Samspillet mellem mennesker og natur har altid resulteret i ændringer. Både i naturlige systemer (økosystemer) og menneskernes sociale systemer (samfundet). Ændringer har været forudsætning for udviklingen af menneskernes kultur. En påvirkning på naturen må derfor ikke nødvendigvis betragtes som noget negativt. Alle menneskelige aktiviteter sætter spor på landskabet. Nogle ændringer bliver knap nok opdaget, andre bliver opfattet som truende. Især, når de kommer til at formindske vores livskvalitet. Nogle gange tager det lang tid, før menneskerne bliver klar over det - og endnu længere tid før de kan rette op på deres fejl.

Den natur, som turisterne møder på Island, er altså ikke kun formet af naturens egne kræfter. Den har og bliver ved med at ændre sig i samspillet med menneskerne. Men den bliver også ved med at være en rejse værd. Det kan være lige meget, hvor nøgternt man betragter historien bag ved landskabets udvikling: Islands natur er enestående, storslående og fantastisk. Men uberørt, det har Islands natur ikke været i mere end 1000 år.

Skrevet af Eva Ritter, 03.08.2015 - 13:46

Flere nyheder

Hier zeigen wir die vielen schönen Bilder, die wir erhalten haben und weiter an DIE ZEIT geschickt haben, damit sie am Malwettbewerb des Internationalen Kinderkunstmuseums in Oslo teilnehmen können. Ein großes Dankeschön an Hugo, Friederike, Alina, Bosse, Sofia, Luka, Nick, Anna, Nick, Svea, Jarik, Jan, Mieke und Laila für ihre tollen Kunstwerke!

Læs mere

Bliv nyt medlem af Foreningen Norden - Sydslesvig Afdeling og vind flotte præmier.

Læs mere
27. apr 2017

Få dit billede på museet for børnekunst i Oslo

Læs mere

Alle var enige: "Det vil vi gerne have igen næste år!".

Læs mere