»Sommerlys, og så kommer natten« er magisk realisme på islandsk, poetisk og sanselig, burlesk og varm, livsklog og humoristisk. Det man skulle tro var et dødssygt sted ved verdens ende, viser sig at rumme en verden fuld af fantastiske historier. Det er magisk realisme på islandsk.

Magisk realisme på islandsk

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson tegner i romanen »Sommerlys og så kommer natten« et billede af et lille samfund, der også er en rammende skildring af det moderne Island.

At Island har mange meget læseværdige forfattere er ingen hemmelighed. En af de bedste er efter min mening Jón Kalman Stefánsson, født 1963, som i øvrigt medvirkede ved sidste års nordiske litteraturfestival i grænselandet.

Han skriver i et sprog og en stil, som har vakt berettiget opsigt og som gør ham en fryd at læse. Tre romaner er udkommet på dansk, den første »Sommerlys og så kommer natten« udsendte forlaget Batzer og co. i 2009. En roman, som bragte anmelderne helt op i skyerne. Romanen foregår i 1980’erne i en udkantsflække på Island.

Den er velgørende at læse netop i disse år, hvor udkants- og randområder omtales med beklagelse, men også i slet skjult nedsættende vendinger. For i denne flække, som ikke nævnes ved navn, gemmer sig en verden og nogle menneskelige eksistenser, som vil kunne gøre selv en storby misundelig.

Det drejer sig om øjnene, der ser. Og det er denne forfatters kolossale evne til at vække en sådan slumrende flække til live og skildre livets både grumme og smukke sider, som vakte anmeldelsernes begejstring og oven i købet berettigede en nominering til Nordisk Råds Litteraturpris.

Latinske drømme

Flækken, som er omdrejningspunktet i romanen, har 400 indbyggere og ligger cirka to timers kørsel fra Reykjavik.

Det er altså tilsyneladende stedet, hvor intet sker, »hvor intet bevæger sig på nær havet, skyerne og fire huskatte.«

Og dog, i landsbyen er der både en brugs, en telefoncentral, biograf, slagter, mejeri og en trikotagefabrik, byens stolthed. Og byen viser sig naturligvis at være beboet af et mylder af personligheder, den ene mere interessante af slagsen end den anden, ingenlunde kedelige, men tværtimod egensindige, ejendommelige mennesker og ubetinget et bekendtskab værd.

Højst rangerende er trikotagefabrikkens håbefulde unge direktør, født til sejr, fremhæves det, for han var gift med en kvinde, »der var så smuk, at visse mænd blev mærkelige indeni, når de så hende.«

Opgiver alt

Direktøren kører rundt i en Range Rover, og livet ser lysegrønt ud for ham, indtil han begynder at drømme på latin og bliver ramt af en gal raptus. I løbet af nul komma fem afhænder han fabrikken, sælger sine biler og indleder et asketisk liv, hvor han helliger sig latinske skrifter og astronomi.

Ikke overraskende forlader konen denne fantast, men i et land som Island står der alligevel respekt om en person, som fravælger alt, hvad der hedder status og helliger sig sin lidenskab for gamle skrifter og bøger.

Sådan er romanen fuld af ikke så få interessante personligheder med de særeste, men også handlekraftige indfald, som gør landsbyen alt andet end kedelig at bo i endsige læse om. Det er faktisk sådan, at man klukker sig gennem romanen, tager sig selv i at fnise og le højt indimellem og tænke, at udkantsisland var ikke det værste sted at slå sig ned!

Stærke kvinder

Som i al islandsk sagalitteratur, er også romanens kvinder de stærkeste. De er drivkraften i landsbyen. En af de mere kraftfulde personer er Elisabeth, ikke bare er hun smuk og genstand for mændenes hemmelige længsler: »Der var dem, der ville have givet deres højre arm, tre måneders godt helbred, deres bil eller selv deres hund for at være den, hun ventede på«. Men Elisabeth kan andet og mere end at vække mænds begær, hun sætter sig for at åbne en restaurant i byen.

Ikke så få hånlige og skadefro ord møder hende, da hun åbenbarer sine planer, men Elisabeths forehavende lykkes og ender med at blive byens vigtigste samlingssted.

En anden stærk skikkelse er Ásdís, som ikke vil finde sig i sin mands utroskab. Hun vil have sig en uddannelse og væk fra den slægtsgård, de bor på. Hun giver sin mand et ultimatum: enten må han sælge gården og følge med hende og børnene til byen, ellers kræver hun skilsmisse. Han får en halv times betænknings tid. Det ender naturligvis med, at Ásdís går af med sejren.

Livsfilosofiske betragtninger

Romanen er fuld af livsfilosofiske betragtninger, som man har lyst til at lægge sig på sinde, hør bl.a. følgende udsagn: »Før i tiden gik livet med at overleve. I dag har vi alt det vores forfædre drømte om, lever længere, har bedre helbred – alligevel har vi svært ved at finde ud af, hvorfor vi er til.«

Forfatteren har af gode grunde ingen løsninger på sine personers kvaler med at få tilværelsen til at forløbe acceptabelt. »Livet er rigt på spørgsmål, men fattigt på svar«, siger han et andet sted, men han skriver med et overskud, en humor og en tilgang til tilværelsen, som virker smittende. Man bliver i humør af at læse bøger som hans!

Et lykkeligt par

Ikke mindst bliver man glad, når man læser om lastbilchaufføren Jakobs ukomplicerede og lykkelige ægteskab: Han elsker sin lastbil, kører fem gange om ugen til Reykjavik, og ind imellem er hans kone Eygló med på turen.

De to er så glade for livet og hinanden, at selv Vorherre fryder sig. Når de tager af sted, ligger han, altså Vorherre, i køjen bag sæderne og glæder sig af hele sit hjerte.

Ja, indimellem synger han med på de melodier, som lyder fra bilens radio. Og sker det, at kødets lyst vågner hos parret og Jakob kører ind på nærmeste sidevej, ja så stiger Vorherre ud af bilen, går ud i vejkanten for at tisse, fløjter en lille melodi, mens han overlader køjen til Jakob og Eygló.

De ensomme

Men selv i en lille by findes ensomhed, en af dem er bonden Benedikt, som bor på en lille gård i byens udkant.

Benedikt forstår sig ikke på kunsten at få en kæreste, selvom han set fra en kvindelig vinkel slet ikke er utiltrækkende. Men Benedikt er ensom og kommer blandt andet med denne bemærkelsesværdige udtalelse: »nogle aftener er sådan, at man såmænd ville være glad for at få selskab af spøgelser«.

Det bliver imidlertid en af byens stærke kvinder, Thuridur, som vender op og ned på Benedikts tilværelse, da hun slet og ret foreslår ham ægteskab. At det ikke kommer til at gå sådan er en af bogens mere sørgelige afsnit, for der kunne være kommet et godt par ud af de to, og så ville der have været en ensom bonde færre i udkantsisland.

Magisk realisme

Den stil, hvori romanen skrives, kaldes magisk realisme. Der er den reelle, synlige verden, og så er der den oversanselige verden, som er mindst lige så reel i en islandsk verdensforståelse. I den synlige verden hersker de daglige, kendte – ofte kedelige normer.

Men ved siden af den verden, og som et modstykke til denne, er der en anden verden. En verden, hvor menneskets drømme hersker, både de daglige og de natlige, og det er ofte den verden, der gør den reelle verden værd at leve i.

I denne magiske verden kan alt nemlig lade sig gøre, her optræder også spøgelser og genfærd, og man taler med de døde. Den genre har den moderne islandske roman blandt andet arvet fra sagalitteraturen.

Afslutning

Det billede, forfatteren tegner af det lille samfund, er uden tvivl også en rammende skildring af det moderne Island. I bøger som Jon Kalmans glimter hele tiden håb og humor – og med så handlekraftige og farverige personligheder som skildret i den aktuelle islandske litteratur, har landet alle chancer for at komme helskindet gennem den nuværende krise!

Jeg savner en dansk forfatter af Jon Kalmans format, han skriver fremragende, intet mindre!

Skrevet af Anette Jensen, 07.01.2012 - 10:45
Anette Jensen

Flere nyheder

Hier zeigen wir die vielen schönen Bilder, die wir erhalten haben und weiter an DIE ZEIT geschickt haben, damit sie am Malwettbewerb des Internationalen Kinderkunstmuseums in Oslo teilnehmen können. Ein großes Dankeschön an Hugo, Friederike, Alina, Bosse, Sofia, Luka, Nick, Anna, Nick, Svea, Jarik, Jan, Mieke und Laila für ihre tollen Kunstwerke!

Læs mere

Bliv nyt medlem af Foreningen Norden - Sydslesvig Afdeling og vind flotte præmier.

Læs mere
27. apr 2017

Få dit billede på museet for børnekunst i Oslo

Læs mere

Alle var enige: "Det vil vi gerne have igen næste år!".

Læs mere